Billedbog om en glaspuster i Venedig, der flytter til en nøgen klippeø med datteren, Lucia, efter at konen er død af et bistik. Lucia savner blomster og naturen, og han laver det hele til hende i glas uden duft. Da Lucia er voksen bortføres hun til karnevalet i Venedig af en fremmed, og hun stikkes af en glasbi. Først året efter sættes hun fri ved en anden fremmeds hjælp, han er så frodig at hvor han går grønnes jorden under ham og bliver til græs og løv. Det er et symbolladet kunsteventyr, hvor historien ikke helt lever helt op til de drømmende og mystiske billeder. Historien hænger ikke helt sammen, og bliver vel kompliceret. Teksten er rent sprogligt levende og fin at oplæse. I billederne er personerne sorte silhuetter, mens det øvrige er tegnet og malet i klare dækkende tempera farver. Der opnås tilpas med perspektiv og dybde i dette virtuose samspil mellem silhuetter og øvrige farvede billedkomponenter. Billederne leger fint med stemningerne i de enkelte opslag via farverne og de farve border der omkranser de fleste af billederne. Bogen er for børn fra 6 år. Forfatter og illustrator kendes hver for sig fra andre titler udgivet på dansk.