Hvad er det for en verden, vi lever i? Oliver Jeffers forsøger kort at forklare sin lille søn - og vi andre - om det mest basale i livet. For børn fra ca. 4-7 år, men bestemt også relevant for ældre børn og voksne.
Jeffers skriver, at bogen er skrevet til hans nyfødte søn, og at han vil fortælle om de ting, som sønnen bør vide noget om. De ting er fx solsystemet, Jorden, hav og vand, menneskekroppen, mennesker og dyrs forskellighed, dag og nat og tiden. Til sidst opfordrer Jeffers til, at vi passer godt på Jorden, og han beroliger sin søn med, at han aldrig er alene i verden. Jeffers er prisbelønnet, bestseller-forfatter i USA og dette er hans niende billedbogsudgivelse på dansk.
Egentlig burde alle forældre skrive sådan en bog til deres børn. Men når vi nu ikke selv får det gjort, er "Her er vi" et rigtigt godt alternativ. Det er en virkelig en fin bog! Den løfter os op i fugleperspektiv og får os til at påskønne det liv, vi har her og nu, og som går alt for stærkt. Teksten fanger med det samme. Det, at den er skrevet til sønnen gør, at man føler, at han fortæller direkte til os. Jeffers har sin egen stil hvad angår illustrationer, og som altid er de interessante og en fryd for øjet.
Det er svært at finde bøger at sammenligne med, men et bud kunne være Badebaljen, hvor en far fortæller sin datter om fx Jordens oprindelse og menneskets udvikling. "Her er vi" er mere personlig og nærværende og har en smukkere billedside.