Som introduktion til Simon Grotrians forfatterskab vil man nok ikke vælge denne lille samling, men snarere én af hans store, gennemkomponerede samlinger, fx Især til de levende fra 2010.
Titlen på dette lille hæfte med nitten nye digte af den produktive Simon Grotrian henviser til den ene af de to syndige byer som ifølge Første Mosebog påkaldte sig Guds vrede og blev ødelagt i en regn af svovl og ild. Tilsvarende er der noget voldsomt og undergangsmærket i de korte digtes næsten profetiske billeder og visioner. Der tales både om "rædsel brændt til sten", Nagasaki, tung regn og syndefald. Selv om den religiøse metaforik altså også findes i disse tekster er det som om, at Grotrians velkendte salme- og lovsangstone her er afløst af noget mørkt og eskatologisk. Grotrians billeder og metaforer er svære at dechifrere. De lader sig ikke entydig afkode for "mening" og "betydning" i almindelig forstand, men skaber deres eget dybt personlige og subjektive univers. Ikke for ingenting er samlingens eneste portrætdigt tilegnet Paul Celan - en anden af modernismens store, hermetiske lyrikere.
Udgivelsen er endnu et resultat af samarbejdet mellem Grotrian og billedkunstneren Leif Dræby, som tidligere har udgivet og illustreret bl.a. Parallelogram, 2008, og Hørekrans, 2010.
Der er undergang og dommedag i disse digte, men også en livsbekræftende vision af ordet/kunsten der som en fugl Føniks opstår ud af kaos og smerte: - "det er med flotte skrig/ vi rejser os fra smerten.".