Goldfinger er en af de helt store spillere i forbryderverdenen. Han planlægger sit ultimative kup: at tømme Fort Knox for USAs guldreserver. James Bond er den eneste, der kan stoppe ham. For spændingsbogslæsere.
Under et ufrivilligt ophold i Miami krydser James Bond første gang klinger med storforbryderen Auric Goldfinger. De mødes igen til en golfmatch, men da Goldfinger planlægger at tømme USAs guldreserver, bliver situationen dramatisk for Bond, der må bruge al sin snilde til at skaffe hjælp mod kuppet, der involverer forgiftningen af alle byens 60.000 indbyggere. Den danske Bond-ekspert Rasmus Paaske Larsen har forsynet bogen med forord om Fleming, Bond-serien og den aktuelle bog, samt gennemået oversættelsen.
Originaludgaven er fra 1959, og de 55 år er ikke gået upåagtet hen over historien. Den tekniske fascination af lysmålere og blitzpærer er svær at hidse sig op over, men værre er de rascistiske og antifeministiske udsagn. Den charme, Sean Connory og flere andre har kunnet tilføre historierne, findes ikke i den endimensionale agent i bogen her.
Oversættelsen er fra 1961-udgaven og ikke den nyeste: Claes Johansens fra 2002. Den er dog gennemgået, og som noget nyt er der et dansk forord.