Andet bind i en ny serie til lyst og læring for børn fra 12 år. Her fortæller danske eksperter underholdende og i et ligefremt og lettilgængeligt sprog om nogle af naturens underværker, der trues af menneskets overgreb. Seriens første bind, Den levende musefælde kom i 1996, og flere titler er under forberedelse. Forfatterens udgangspunkt er en historisk begivenhed: kaptajn Cooks grundstødning i 1770 på det, der i dag kaldes Great Barrier Reef. Ved bogens slutning konkluderer han, at hvor koralrev engang udgjorde en af de største farer for søfolk i troperne, er mennesket nu den største fare for et koralrev. I mellemtiden har han skildret livet i og omkring et koralrev. Hvordan det opbygges af forskellige koraldyr, og hvordan allerede Darwin forskede i dannelsen af koralrev og i livet omkring dem. Det brogede dyreliv, der udfoldes omkring koralrevet har inspireret til titlens sammenligning med regnskoven. Bogen er illustreret med farvestrålende akvareller, der forklarer og uddyber teksten. I en ellers vellykket bog kunne jeg godt have undværet et par forstyrrende korrekturfejl. På bibliotekerne har vi Livet på et koralrev, 1990 til samme aldersgruppe, men knapt så grundig.