Digte om legemets opløsning og nedbrud og om at gå i stykker; at være i en krop indhyllet i smerte og at befinde sig i et værelse, hvor lyset skærer ind og bryder søvnen op i bidder af håb, forventninger og afmagt. Til læsere af nyere dansk poesi.
Titelløse prosadigte, der tematisk hænger sammen, og gentager de samme billeder og stemninger med få ord og gentagne mønstre. En krop befinder sig i et værelse, i værelset er der vinduer, der skiftevis lader lyset og mørket passere. Kroppen holdes inde mellem væggene, som smerten holdes inde i kroppen. Håndryggen, hænderne, ryggen, kroppens reaktioner, smerten, vinduernes åbninger, legemets byrder, kropsleddene og sprogleddene der værker, sollyset der falder skarpt ind på væggene, de skiftesvise dage og nætter, er alle billeder der vendes og drejes stille og melankolsk. Digtene kan læses som ét langt digt.
Fåmælte, intense og stærke digte man næsten fysisk mærker, mens man læser dem. Digtene afspejler nærmest en slags migræne, man kan finde afspejlet i billederne omkring kroppen og smerten, lyset der skærer ind, ledenes værken og den lidelse personen i værelset føler. Det er ikke helt klart hvad der er på færde, men stemningen i digtene er potent og på en måde lidt skræmmende. Det er poesi der sætter sig fast i en.
Chemnitz har selv tidligere nævnt digtere som fx Federico García Lorca, Gunnar Björling, Gertrude Stein og Inger Christensen som litterære forbilleder.