Nye balancer : handicapdigte

Eksistentielle "handicapdigte" om at have en handicappet krop i de raskes verden. Om at kæmpe med egne dæmoner og glimtvis bitter indsigt og om at være punktvis vred og magtesløs i at kontrollere de nære relationers syn på kroppen og mennesket indeni. For alle læsere med og uden et handicap.

Caspar Eric forholder sig ikke kun til sin egen krops begrænsninger og udfordringer, men i høj grad omverdenens syn på og adfærd omkring handicappede. Digtene sætter fokus på den manglende ligestilling i en verden, der på papiret understøtter mennesker med handicap, men sjældent formår det i praksis. Der refereres både til fx Maria Gerhardt, Ocean Vuong og Dronning Margrethe. Digtene griber tilbage - og griber om sig - til Nike fra 2015.

Fremragende øjenåbnende digte for alle, også ikke-handicappede, hvor Caspar Eric frabeder sig medlidende blikke og berøringer og insisterer på at blive set som individ. Som læser sidder du af og til med en flov smag i munden over, hvordan du selv tit har været opmærksom på et synligt handicap fremfor mennesket bag "i bedste mening". "De raskes verden" fordrer en evig svømmen mod strømmen som i digtet "Crawl", men hvor vandet også bliver et symbol på en udefinerbar glæde ved at være i det vægtløse nu, og kortvarigt ikke bekymre sig om, at sygdommen forværres i fremtiden i en oplevelse af ligevægt mellem fysisk og psyke.

Der er fokus på krop som hos Bjørn Rasmussen og opråb til samfundet som i Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet af Glenn Bech.

Læs hele vurderingen

Caspar Erics handicapdigte oser af vrede, frustration og kunstnerisk begavelse og manifesterer digteren som en brændende fakkel i et tomt rum. At være spasser er at leve i ensomheden . Således står d...

Læs anmeldelse