Spændingsbog og krimi for læsere med umætteligt behov for gåder og spænding - formidles og udlånes som de første bind i serien.
Ud over en fagbog om vidensdeling i forsvaret har Dirksen skrevet en fantasybog for unge og 2 krimier med samme vicekriminalkommissær, Bjørn Bruhn, i hovedrollen som denne nye: ID - lånt identitet og Faren begge på Mellemgaard i 2011. I bogen følges sporet efter en gipsbuste af H.C. Andersen og dens betydning for kriminelle fra Litauen, spioner, netauktionssvindlere, PET-folk, samt selvfølgelig staben ansat hos Politiet og deres familier. Det bliver en kompliceret historie med mange sidehandlinger, emner oppe i tiden og personer, der skiftes til at være hovedpersoner/fortællere i kapitlerne. Historien fortælles flydende, men plottet rummer så mange sidespor og usandsynligheder, at bogen sætter sig mellem flere stole og ikke fangede mig synderligt. Faktisk havde jeg glemt dele af bogen mellem den første, hurtige læsning og skrivningen af denne udtalelse en uge senere.
Bogen kan læses uafhængigt af serien 2 første bind. Den falder pga. sin alt for ufokuserede stil igennem i forhold til langt de fleste krimiudgivelser på traditionelle krimiforlag.
Krimi og spændingsbog skrevet i et flydende sprog, men som set i sin helhed fremtræder ufokuseret og uden fascinationskraft pga. sine mange intentioner, sidehandlinger, emner og retninger for plot og personernes forskellige relationer.