Christensen er kok og forfatter til Pocus sum, 1996 og driver restaurant Det Røde Hus i København. Wedderkopp er tekstforfatter indenfor reklamebranchen. Bogen, de sammen har begået, er en vildtkogebog, men ikke en almindelig en af slagsen. Der er fx opskrifter med en del flere arter end normalt: måger, snepper, tjur, elge for blot at nævne et par stykker, der kræver adgang til en meget velassorteret vildthandler. Samtidig er målgruppen lidt diffus: Nogle steder tales der meget pædagogisk (ned) til læseren, mens der andre steder forudsættes kendskab til tilberedningsmetoder, der ligger en del udenfor standardrepertoiret. Springer man over det pædagogiske fungerer bogen sikkert fint som inspiration for andre mesterkokke. Bogen indledes med 6 dobbeltlitografier af bl.a. Christian Lemmerz og Mikael Kvium og er ellers illustreret med kunstneriske vildtfotografier af Simon Lautrop. Sproget er levende og stedvist morsomt, og bogen kan bruges til gastronomisk lystlæsning, men som kogebog har den begrænset folkebiblioteksrelevans.