Bogen henvender sig til alle med interesse for sejlsport og den historiske udvikling inden for fx livet i sejlklubberne og kapsejlads.
Bogen udkommer i anledning af Dansk Sejlunions 100-års jubilæum, og det er en på alle måder omfangsrig bog med bidrag fra mange forskellige kilder. Det er ikke en bog der skal læses fra ende til anden, og da den hverken har indholdfortegnelse eller register, må læseren selv blade sig frem til det der interesserer. Indholdet er meget varieret og spænder fra historiske optegnelser fra sejlklubbernes spæde start og lister over nuværende klubber og vundne medaljer gennem tiden til meget forskelligartede beretninger og anekdoter fra sejlture mm. Sprogligt svinger kvaliteten en del, men engagementet fejler ikke noget. Alle opslag er illustreret med fotos hovedsageligt af sejlerliv gennem tiden og stemningsfulde, gamle tegninger af detaljer på både, der oprindeligt stammer fra Dansk Sejlunions 50-års jubilæumsudgave af Til Søs.
Der findes ikke anden litteratur, det er relevant at sammenligne med.
Bogen er primært en historisk gennemgang af forskellige aspekter af sejlsport i Danmark. Den er bedst egnet til at hygge sig med at bladre i og læse det, man lige falder over og finder interessant.