Bogen angiver selv målgruppen til at være ledere af offentlige institutioner med direkte borgerkontakt.
Forfatteren tager i sit forord afstand til den megen ledelseslitteratur, der præger pensum på gængse lederuddannelser. Litteratur, der efter hans opfattelse er kedelig, præget af en akademisk tilgang og med for mange referencer. Bogens indhold bygger på forfatterens egne oplevelser som yngre leder af et par arbejdspladser i Århus Kommune hhv. et svømmestadion og en badeanstalt. Han fortæller om vigtigheden af at få medarbejderne til at indtage brugerfokus, som leder at have og udvise tillid til medarbejderne, at erkende vigtigheden af forskellighed i medarbejderskaren og den store opgave med at få en helhedstænkning ind i organisationen. Tilfredse medarbejdere er ikke målet i sig selv, men et middel til at løse den opgave, man som leder er sat til at varetage, er én af bogens pointer. Den har en lidt springende, snakkende stil. Set i lyset af den megen ledelseslitteratur, bevæger den sig ikke udover det almindelige "sund fornuft niveau". Selv om det er pudsigt og interessant at følge en ung leders oplevelser, så fordrer den offentlige leder i dag mere udfordrende og nytænkende input baseret på andet end egne oplevelser.
For nyligt er udkommet Dit personlige ledelsesrum : lederskabet især i den offentlige sektor, 2012, som er et langt bedre bud for den nye leder.
Råd om personaleledelse baseret på en yngre leders egne erfaringer, i en lidt snakkende stil.