Roman for børn i alderen 10-13 år, der vil læse en historie inspireret af virkelige gadebørns fortællinger om deres liv med stoffer, misbrug og kriminalitet. Let at læse, men også egnet til oplæsning.
Aske rejser med sin far på ferie til Portugal, men skal til gengæld skrive en opgave til skolen. Da han møder Pedro og Carlos, der lever på gaden, vælger han at skrive om gadebørn. De aftaler at mødes næste morgen, men om natten bliver Aske og hans far hentet af byens politi. Askes far anklages for at ville købe sex af drengene, der nu er sporløst forsvundet. Sammen med Richardo og hans kone, der driver et lokalt hjem for gadebørn, forsøger Aske og hans far at finde Pedro og Carlos, der er blevet ofre for en modbydelig forbrydelse. Let læst alvorlig fortælling med et tyndt konstrueret plot, men til gengæld en overbevisende skildring af gadebørns nedværdigende og barske liv. De sort-hvide illustrationer har godt fat om dramaet og den sydlandske stemning.
Forfatteren er kendt for sine detektivhistorier og læsetræningsbøger, der ikke har denne bogs alvorlige fokus. En anden bog om gadebørn kunne være Gadepigen af Adil Erdem.
Roman for børn, der tager udgangspunkt i tilværelsen for portugisiske gadebørn. Tyndt konstrueret plot, let læst, og med dramatiske sort-hvide illustrationer.