Niende bog i serien Pjok og Petrine skuffer ikke hesteglade piger fra 8 år, for handlingen rummer meget spænding, som den nuværende vinter gør det let at sætte sig ind i.
Forfatteren har skrevet mange bøger inden for hestepige-genren og spændingsserien om drengedetektiven Cornelius Krut. Det er december og rideskolen rider i optog gennem byen søndag inden jul. Bagefter hygger pigerne sig på rideskolen. En voldsom snestorm er begyndt og Sarah overtaler Petrine til at ride Petrines far, der skal hente dem, i møde. De farer vild, de fryser og Sarahs hest falder i en grøft. Heldigvis bliver de fundet i tide, bl.a. takket være drengen Valdemar, der er forelsket i Petrine. Det er en sød og enkel historie, hvor de problemer, der opstår bl.a. mellem de fire piger, Sarah er nu med i klubben, løser sig hen ad vejen. Teksten er sat i en stor åben sats og de mange illustrationer, der veksler mellem vignetter og halvsides udvider teksten og understreger stemningen. Sproget er flydende og let at læse. For- og bagside er i stil med seriens andre titler.
Stil og sværhedsgrad svarer til de forrige bind i serien. En anden lignende hestepige-serie er Lin Hallbergs serie om hesten Rap.
Dette bind i serien holder stilen. Her er hygge og heste tilsat et snestorms drama, som læseren spændt følger.