Hvis man en gang har set dokumentaroptegnelser af jødeghettoen i Warszawa under den 2. verdenskrig glemmer man aldrig elendigheden og frygten i hele det iscenesatte umenneskelige barbari. Her er tiden oplevet gennem en ung jødisk pige, der som 14-årig sammen med sin familie bliver fordrevet til ghettoen. Familien var velhavende og kulturelt velfunderet og dyrkede ikke de jødiske traditioner, men det forhindrede ikke at mange af familiens medlemmer blev ofre for grusomhederne. Gennem den velskrevne og umiddelbart levende beretning, der også består af nedskrevne dagbogsoptegnelser, gives et realistisk tidsbillede af den barske hverdag præget af sult, razziaer og overlevelse, men også af en hverdag med skolegang, familiesammenhold, forelskelse mv. Janina var en handlekraftig og modig ung pige, som gang på gang overlevede farlige situationer, og familien nåede at flygte fra ghettoen, inden den blev jævnet med jorden. Bogen, der desværre står med en tæt skrevet tekst, henvender sig til både unge og voksne som en personlig indfaldsvinkel til historien om jødeghettoen. Af nyere lignende erindringer kan nævnes R. Ligocka: Pigen i den røde frakke (2002).