Ifølge EV's indledning fandt en argentinsk forfatter i 1930erne en 400-årig oversættelse af en digtsamling, hvis forfatter skulle være selveste den af Pizarro myrdede inka Atahuallpa - i hvert fald med sikkerhed inkaisk. Det er lyriske prosastykker - om mennesket i sig selv, i forhold til andre, Gud og verdenen: dets stræben, lidenhed og afmagt og Guds storhed (ofte afspejlet i allegorier), attrå og kærlighed, fred og strid, mv. Det hengivne ufortalt, synes den fremherskende sindsstemning at være desillusion, noget misantropisk, opgivende. Stykkerne veksler fra det korte, fx aforismelignende, til det længere, fx fortællende eller funderende. Begreber og navne (forklaret første gang i fodnote - umiddelbart bekvemt, siden besværligt, end mere pga mgl. paginering og indholdsfort.!) er naturligvis inkaiske; men ellers er der intet sted-/kulturbundet, synes jeg, i denne (som her gengivet) fordringsløse, men også noget »anonyme« digtning. Iøvrigt en fin fordanskning, hvis størsteinteresse og fortjeneste dog formentlig vil være dens berigelse af vor oversatte litteratur - dvs vor horisont.