Janus Kodal har tidligere manifesteret sig som en af tidens markante lyriske stemmer, senest med samlingen Fyrsten Zibebes bekendelse fra 1998 og før denne med samlingen Ingentings mestre fra 1994. Her fortsættes eller måske rettere løbes linen endnu en tand ud med en række grænseflyttende, udfordrende og til tider collageagtige, "sprængte" knækprosadigte og -fragmenter der bare synes at insistere og insistere. På hvad så? Ja, måske på kærligheden, på kødets lyst, på realisering af indre værdier, på det at skabe og fastholde. Det dunkelt sagte kan som bekendt være det dunkelt tænkte, og Kodal er undertiden temmelig meget dunkel. Som sådan bestemt ikke en lyriker der synes at skrive for den eller de analytiske "fastholdere". Det mystiske og fremmedartede afvikles derimod ofte indenfor rammerne af det noget nært surreelle og/eller satiriske, samtidig med at det fascinerende anstrøg af grimasse, af lurende undergang og afmålt krise på en gang fremstår så sprogligt fandenivoldsk og tilpas respektløst anrettet af en digter der bare har ordet med de mange dertil hørende billeder i sin magt, jfr. ikke mindst samlingens store og favnende titeldigt En smal udgivelse hvor gamle læsere kan fortsætte og nye prøve kræfterne af!.