Drama. Stykket er henvendt til minikonfirmander, oftest 3.-4. klasse, 9-10-årige.
I dramastykket får børnene i Jerusalem på Jesu tid ordet. Det er bygget op omkring deres observationer og kommentarer til hele påskefortællingen fra Jesu indtog palmesøndag til opstandelsen. De medvirkende kan i antal variere fra 20 til 70. Opførelsesstedet er i kirken. Virkemidlerne er ganske få: "et bundt palmeblade, lys og mørke, evt. lidt musik og en salme eller to." Indstudering foregår overskueligt i små grupper med lidt lagenlærred som udklædning. Der er 12 scener, som afspilles forskellige steder i kirken, dvs. at grupperne ikke skal flytte sig. Replikkerne er enkle, og alle - uanset "talent" - kan deltage.
Som dramaform er påskespil oftest mere traditionelle i komposition og rollebesætning. Jeg fik dog en association til Bibelens historier : Det Nye Testamente af Ingrid Schrøder Hansen. Bl.a. i beskrivelsen af pinsen bruger hun samme fortællekneb; hun lader almindelige folk have replikker i forhold til det, de observerer, da apostlene pludselig taler forskellige sprog.
Stykket er særdeles velegnet for lærere eller præster - eller begge parter i fællesskab - i minikonfirmandundervisningen. Det er yderst overkommeligt at sætte i scene, og koncept og indhold er kreativt og medvirker til en vedkommende og morsom opførelse. Det er meget tiltalende, at der som grundlag og grundidé ligger et ærligt ønske om, at alle kan være med. Det er - også - lykkedes til fulde.