Joey Moe var 21, da Nik & Jay tog ham under deres vinger på deres Nexus-label, men Joey nåede at blive 29 og udsende fem albums, før han voksede ud af deres og andres skygger. Sådan siger Amager-drengen i hvert fald selv om denne nye skive, hvor han føler sig "genfødt", og hvor han selv har skrevet og produceret de fleste melodier. Det handler som altid om piger, kærlighed, venskab og fortid i en række let fordøjelige sange skåret i hjerte, smerte, pop og r&b. Joey Moe er stille og roligt gået hen og er blevet en af Danmarks populæreste sangere, og hans medvirken som dommer i Voice Junior, har kun styrket hans brand.