Kogebog med opskrifter til hele familien. Der er fokus på retter, som børn kan lave alene eller med hjælp fra en voksen. Retterne er velkendte favoritter, som de fleste børn elsker. Til børn fra 10 år og deres voksne.
Kogebogen er inddelt i otte forskellige afsnit - morgenmad med alt fra spejlæg til havregrød, fastfood med burgere og nuggets, hverdagsfavoritter som fx boller i karry, tilbehør og spændende ting til madpakken. De sidste tre afsnit handler om smoothies, is og andre lækkerier og byder på både de syndige og de lidt sundere snacks. Kogebogen er lavet i samarbejde mellem forfatteren og hendes 10-årige datter, og målet har været at inspirere familier til at gå i køkkenet sammen og lave retter, der vil begejstre både små og store. Alle opskrifter har ikoner øverst, der viser, sværhedsgraden af opskriften, samt hvor mange personer opskriften er til, og hvor lang tid det tager at tilberede retten.
En rigtig fin og indbydende kogebog, som helt sikkert vil inspirere hele familien. Kogebogens retter spænder vidt, men fælles for dem alle er, at de er børnevenlige - både i smag og tilberedning. Til hver opskrift er fine farverige billeder, så man kan se, hvordan retten skal se ud, når den er færdig.
I samme genre findes fx Børneavisens kogebagebog.