Udvalg af smukke, tragiske og politiske digte fra iranske Simin Behbahanis (1927-2014) forfatterskab. Til læsere af stor verdenslitteratur.
Samlingen af digte er på ghazal, en traditionel persisk digtform, hvor en mand udtrykker sin kærlighed til en kvinde, som han er adskilt fra. Behbahani er kendt for at have fornyet ghazal, idet hun byttede om på rollerne, således at kvinden nu kunne besynge manden, stadig med fokus på enten smerten over adskillelsen eller skønheden ved kærligheden. Samtidig inddrog hun verdslige og stærkt politiske emner, særligt kvindens rettigheder og magthavernes hykleri. I dette digt er stemningen overvejende positiv og fuld af håb, men mørket lurer: "Horisonten er en frodig livmoder fyldt med lysets sæd. / Morgensolen er forkælelse af mørket (...)" Andre steder synes mørket totalt som fx her: "Hvor har jeg fablet om at nå igennem til solsiden af livet. / Men tunnellen jeg gravede førte til nattens fangehul. // Mit blækhus flyder over med betændt væske / suget ud af mit skrantende sinds vabler.".
Fremragende digte, som taler magthavernes hykleri midt imod med en stadig insisteren på sandhed. Den særlige kombination af tragisk smerte med uopnåelig skønhed er især stærk. Forordet er ikke ret informativt, så det anbefales at søge mere info på nettet, fx her: https://www.britannica.com/biography/Simin-Behbahani. Smukt oversat.
For mere feministisk iransk poesi se Forough Farrokhzads (1934-67): Kun stemmen bliver tilbage.