Ole Ravn, lektor v/Odense Univ. og forf. til flere litteraturhistoriske udgivelser, har her samlet et udvalg af danske noveller gennem 200 år. Alle tematiserer de forskellige sider af kærligheden. Et emne, der ingenlunde er ukendt, heller ikke i novelle- eller antologisammenhæng. Det undervisningsmæssige sigte understreges, udover forord, efterskrift, analyseforslag m.v., også af den traditionelt kronologiske præsentation med en række navne fra det litterære skatkammer: Chr. Winther, H.C. Andersen, Herman Bang, Johs. V. Jensen, Martin A. Hansen samt 30 andre forf., der lige så vel kunne nævnes. Bogen favner iøvrigt bredt med sit udbud af rationalisme, romantik, naturalisme, samfundskritik, eksistentialisme, modernisme m.m. og er at læse som et spejl af den litterære og samfundsmæssige udvikling. Her illustreret med afsæt i de specielle og skiftende krav til form og indhold, som novellen har fordret og stadig fordrer, og som Ravn iøvrigt glimrende redegør for. Fra bondeland til by, fra det køligt moraliserende til det sanseløst berusende - en udgivelse også med et rigt mål af fortælleglæde og livserfaring. Her kan vælges igen og igen, uden at kvaliteten sættes over styr udover i ovennævnte undervisningsammenhæng også når det bare gælder rekreativ læsning.