Romanen Kærlighedsraketten henvender sig til science fiction læsere, men inden for denne gruppe af læsere er det alligevel nok de færreste, der vil læse sig igennem romanen, da den må siges at være en ret smal udgivelse, selv inden for science fiction segmentet.
Niels Meyn (1891-1957) har været en meget produktiv forfatter og oversætter i sin tid, men han er ikke særligt kendt længere. En af hans udgivelser var historien Kærlighedsraketten fra 1927 som Science Fiction Cirklen (SFC) nu har genudgivet. Ikke fordi det er hverken stor litteratur eller en vigtig udgivelse, men som SFC skriver på bogens bagside: "fordi den er et dansk eksempel på en ganske bestemt undergenre af science fiction, hjemmehørende i en ganske bestemt litteraturhistorisk periode". Romanens hovedperson opfinder en metallegering, der kan ophæve tyngdekraften. Med et rumskib iklædt denne legering flyver han til månen, hvor han møder nogle stammelignende indbyggere og på romantisk vis redder månefolkets prinsesse fra den visse død. Historien emmer af datidens moral og verdenssyn, og historien er præget af gentagelser. Det mest interessante ved udgivelsen er efterordet, der fortæller om romanen og forfatteren.
Jules Verne har skrevet bøgerne Rejsen til månen og Rundt om månen, der anses for at være klassikere.
En ret smal udgivelse selv inden for science fiction genren og er kun for de største biblioteker, der køber alt dansk science fiction.