Denne bog med pudsige udtalelser af børn fra 6 - 10 år koncentrerer sig om bedsteforældre, hvordan de ser ud, hvad de laver og hvad børnene synes om dem. Forf., der tidligere har udgivet flere bøger med børns udtalelser, bl.a. Børn er jo også en slags mennesker, kommer her med 4 nye bøger, hvor de tre andre omhandler familieforøgelser, kongehuset og kærester. Disse fire bøger er holdt i samme nydelige layout med megen luft mellem citaterne, der er inddelt i mange små afsnit. Afsnittene indledes hver især med en naiv og charmerende bamsetegning udført med en kraftig og ujævn tuschstreg. Det iøjnefaldende omslag viser en kulørt bamsetegning på en lavendelblå baggrund, der står i skarp kontrast til den sorte ryg. Indholdet er i samme stil som forfatterens øvrige bøger; det er layoutet, der er den største nyskabelse. Men mange af citaterne er søde og morsomme, som f.eks. når Sidsel på 6 år siger: "I gamle dage var alting sort og hvidt. Det har jeg selv set på fjernsynet." Ud over at egne sig som gavebog vil bogen kunne anvendes på voksenbiblioteket, hvor den også kan give inspiration til lykønskningskort, taler osv.