Books / fiction / roman

Katarinas engel


Description


Prag danner rammen omkring en glædesløs og tragisk danserindeskæbne i første halvdel af 1900-tallet. Jødiske Katarina Szlamundas skæbne besegles, da hun som 8-årigt balletbarn får at vide, at talent forpligter - men til hvilken grænse?

Reviews (1)


The libraries' assessment

d. 22. Aug. 2012

By

By

Helle Winther Olsen

d. 22. Aug. 2012

Dansk debutroman, der som en lidt usædvanlig ramme har en balletskole og teater i Prag i perioden 1900-1943. Her følger vi Katarina Szlamundas liv og skæbne både på og udenfor scenen, og som en enkelt fortalt, men farverig kvindeskæbne vil romanen henvende sig til kvindelige læsere, der kan lide at identificere sig med en kønsfælles livskriser, iscenesat i et spændende miljø og en dramatisk tid.

Katarina er tjekkisk jøde, adopteret af en psykisk skrøbelig kvinde og hendes nu afdøde mand. Som 8-årig indskrives hun på balletskole i Prag og får at vide, at talent forpligter. Denne forpligtelse snærer som en spændetrøje omkring hele hendes liv og karriere med store omkostninger for personlighed og udvikling. Livet på balletscenen er hårdt og smertefuldt, venskaber skrøbelige og hverken som barn eller voksen er hun helt lykkelig - ægteskab og moderskab er også blot endnu nogle snærende bånd. Historiens omskiftelighed får alvorlige konsekvenser for Katarina, da tyskerne besætter Tjekkoslovakiet og dermed besegler hendes skæbne. Dramatisk historie formidlet enkelt og ligefremt af den debuterende forfatter født 1962.

Romanen kan læses på linje med andre kvindeportrætter af Birte Blønd, Runa Kähler, Toril Brekke og Victoria Hislop.

Romanen udgives på et spirituelt forlag, men det spirituelle element er nu meget nedtonet. Balletmiljø, danserindekarriere og bedsteborgermiljø danner grundlag for en interessevækkende roman om en anderledes kvindeskæbne i første halvdel af 1900-tallets Prag.