Et flot billedværk der henvender sig til kvinder, som søger kreative idéer til unikke middage. Bogen kan også inspirere til at besøge tyve seværdigheder i Nordsjælland uden at være en egentlig turistguide.
Forfatterne er søstre og bosat i Gilleleje. Ulrikke Gercke er dekoratør og har skrevet bøgerne Årstider med børn og Familiens bog om årets traditioner, mens Vibeke Gercke Malmdorf er madskribent i forskellige livsstilsmagasiner. Bogen er meget flot sat op med mange gode fotografier, mest sort/hvide udendørs og farvebilleder af interiør og mad. Bogen er bygget op omkring seværdighederne med en meget kort introduktion til hver enkelt og en henvisning. Dernæst opskrifter på retter, der tilsyneladende skal passe til stedet og med udførlige anbefalinger af tilhørende vine. Opskrifterne er alsidige og rækker fra det finere køkken med vildt, kager og konfekt til det mere rustikke med supper, brød, hjemmelavet smør og ost. I hvert afsnit er der forslag til pynt med blomster, borddekorationer og bordkort.
Bogen Nordsjælland for livsnydere er også en kombination af kogebog og turistguide, men den har mere fokus på stederne, naturen og ikke mindst områdets restauranter. Den fremtræder som en mere praktisk og oplysende bog.
En bog der lægger vægten på den æstetiske og visuelle oplevelse. Det giver en anderledes indgang til seværdighederne, men også en noget snæver vinkel på dem. Jeg tror, at det er en mindre kreds i det nordsjællandske, der især vil efterspørge bogen.