Målgruppen er mennesker, der er blevet fyret, deres venner, kærester, ægtefæller, forældre, børn mv.
Forfatteren er psykolog og har blandt andet arbejdet for Røde Kors. Vi kender hende i bibliotekerne som medforfatter til en bog om førstehjælp. I den aktuelle bog gælder det hjælp til de mennesker, der oplever at blive fyret fra deres arbejde. En situation, der selvsagt udløser en mere eller mindre alvorlig krise. I små korte afsnit lykkes det forfatteren meget rammende at vise, hvad situationen gør ved folk. En række meget gode råd til at tackle det første chok både til den, der selv er ramt, og til vennerne om, hvordan de fornuftigvis kan forholde sig. Sidenhen om sorgen og dens udvikling, tegn på, om der skal søges professionel hjælp, at komme fra arbejdspladsen med værdighed og mange andre relevante emner. Bogen viser mange eksempler på forskellige reaktioner, og grundholdningen er, at man skal give reaktionerne plads. Bogen er meget nem at gå til og så overskueligt opstillet, at man kan vælge de dele ud, man synes vedkommer én.
Med finanskrisen har en bog om emnet afskedigelse fået ny aktualitet. Ellers findes Ved joblivets korsvej, 2006.
Meget fin og overskuelig bog om at komme på benene efter en fyring fra en arbejdsplads. De psykiske og fysiske reaktioner og mange gode overvejelser omkring det at komme igennem krisen og finde sig selv på den anden side. Bogen giver god inspiration til at sætte refleksioner i gang over egen situation.