Knud Romers længe ventede svære toer byder på en blanding af bekendelsesskrift med en nådesløs selvudlevering og spionroman. For Romers mange fans og læsere af romaner og autofiktion med kant.
Knud Romer (f.1960) bragede igennem den skønlitterære lydmur med sin lille autofiktive roman, Den som blinker er bange for døden. Nu, 12 år senere, følger han op med en tematisk beslægtet murstensroman, der parallelt udfolder to fortællinger. Den ene handler om Knud Romers deroute som fordrukken litteraturstuderende på Københavns Universitet fra 1979-1995, hans efterfølgende succes som reklamemand og forholdet til hans tyske mor og demensramte far. Omdrejningspunktet i den anden er Romers opdigtede ven, M, hvis far er spion i Iran under den kolde krig.
Fascinerende og ambitiøs roman om far-søn forholdet og eksistentielle vildveje, som dog ikke er ubetinget vellykket. Bogens to spor er ganske vist tematisk beslægtede, men alligevel har man fornemmelsen af at læse to usammenhængende romaner på samme tid. Hvor det autofiktive spor fænger og på glimrende vis drives frem af Romers velkendte, vildtvoksende sproglige drive, og et væld af inspirerende tyske litterære referencer, er spionfortællingen mindre interessant. Men Romer er tilbage, og det er ubetinget godt.
Kan sammenlignes med Knausgårds og Jørgen Leths autofiktioner, henholdsvis Min kamp. 1. [bog] og Det uperfekte menneskeMin kamp. 1. bog.