Forfatteren berettede i Lad os ikke gå i hundene i aften om barndomsoplevelser under krigen i Rhodesia (Zimbabwe). Hun lever nu med familie i USA og skildrer i denne bog sine splittede holdninger og følelser til hjemlandet og dets historie. I bogens første del fortæller hun om et julebesøg hos forældrene i Zambia og mødet med en krigsveteran fra de hvides elitestyrker. Hun fascineres af manden og får den ide, at en rejse gennem krigens områder kan give dem begge en forståelse og forsoning med fortiden. Anden del skildrer deres rejse fra Zambia gennem Zimbabwe og ind i Mozambique. Beretningen er journalistisk og usentimental, men også personlig og sanset. For læseren fremmales billeder af et Afrika med naturskønne landskaber, men også konstante plager som varme, tørke og insekter. Et område præget af krigens ødelæggelser, og hvor kampen for overlevelse er hård. Forfatteren er både følelsesmæssigt involveret og iagttager, og netop denne dobbelthed får hun formidlet, så læseren ser bag afstumpetheden og fornedrelsen og får en fornemmelse af nutidens problemer. Hendes refleksioner er få, men virker overbevisende. Debutbogen var en stor læsersucces, og denne velskrevne bog vil være en god læseoplevelse for de samme læsere.