Kronologi i trappeform : digt

Tidsbevidstheden er et grundmotiv i Tore Ørnsbos to første digtsamlinger, Inkubationer, (1997), og Menageri, (1999), og temaet varieres endnu engang i denne nye bogs langdigt. Trods sin sammenhængende form bevæger digtet sig ikke kronologisk fremad, men springer punktvis frem og tilbage mellem "jeg" og "vi" og mellem personlig erindring og en mere almen tids- og generationsbevidsthed "her på kanten af århundredet". Jeget registrerer på den ene side civilisationens udlevethed og opbrugte muligheder, men ind i denne dystre erfaring skyder der sig også en anden dimension der har barnet, havet og den blå farve som symbolske udtryk. Her peges der på de endnu ikke udfoldede muligheder og potentialer som tiden også rummer: "-en ru længsel/ efter vand eller ting/ der ikke lader sig forklare." TØ skriver en associerende og metafor-rig poesi der i sin fragmenterede form holder mange virkelighedsplaner åbne og i spil samtidig. Digtets tema til trods er der ingen store visioner, men en række punktnedslag der smukt og personligt pejler tiden. For nogle år siden tog Søren Ulrik Thomsen i et essay afsked med firserpoesiens "blå rum". TØ befinder sig også i et blåt rum, ("drømmen er et veneblåt barn"), men med den afgørende forskel og afstand som en ny generation sætter.

Læs hele vurderingen