Ørnsbo er et hæderkronet navn i dansk poesi, og den unge Tores nye digte ændrer ikke på det billede. I sin fjerde digtsamling præsenterer Tore Ørnsbo læserne for en moden og afklaret lyrik, som udtrykker en moderne tilværelsestolkning, men som gør det under anvendelse af en nyklassisk poesis metaforik og formsprog. I billedsprogets jævnlige henvisninger til krops- og sygdomsverdenen finder man både spor af Heretica ("sjælelivets sanatorium") og af modernismen; men først og fremmest formidler billederne Ørnsbos personlige omverdensopfattelse: "læberne/ ligner en forelskelse/ mellem to orme". Det er ikke noget lyst billede, digteren tegner af sin tid, "dette fedtede forsamlingshus af en tilværelse". Men selv i sine mest misantropiske øjeblikke gør Ørnsbos stilsikre fomuleringer og hans fine iagttagelser det ubærlige udholdeligt og skaber et eget lys i det tiltagende mørke: "rynkerne er de stier/ i mit ansigt/ skønheden sleb/ da mit blik ikke længere/ kunne holde den fast". Tore Ørnsbos digte tegner et skarpt portræt af deres samtid, som for digteren betegner et syndefald i forhold til før, hvor han og hans venner "kunne lægge øjeblikkets kabale/ som ingen andre". Smukt.