Fortrinsvis til forskere og studerende på de videregående uddannelser indenfor de kulturelle og æstetiske områder.
Begrebet kulturtrafik er et nyt forskningsområde herhjemme. De fleste af bidragyderne til antologien om begrebet er tilknyttet Ålborg Universitet. Begrebet omhandler det at indoptage og videreudvikle noget, som oprindeligt stammer fra en anden kultur. Man kan også betegne det som transfer af forskellige kulturelle og æstetiske udtryk. Artiklerne omhandler eksempler på dette fra litteraturens, musikkens, filmens og arkitekturens verden. Der er eksempelvis en artikel om den meget gamle kinesiske krimi, som er totalt overset, når man behandler kriminallitteraturens historie. En artikel beskriver, hvordan Bernhard Christensens og Sven Møller Kristensens interesse for den amerikanske jazz i 1930'erne kom til at påvirke det danske jazzmiljø, ligesom ikonet Clint Eastwood fremhæves som et eksempel på, hvordan andre landes film og tegneserier påvirkes af et sådant fænomen. Flere af artiklerne er skrevet på engelsk, sprog og niveau er teoretisk og akademisk, så det er ikke en bog, der vil ramme den almindelige, kulturelt interesserede dansker.
Der er ikke udkommet noget om begrebet tidligere. I samme serie er udgivet Interaktioner - om kunstarternes produktive mellemværender, 2009, der omhandler de forskellige kunstarters sammensmeltning og nye former.
Akademisk artikelsamling om hvordan kulturstrømninger og -produkter krydser grænser og påvirker andre landes kulturudtryk.