Bogen beskæftiger sig med ledelse i folkeskolen og tager fat på de problemstillinger, der er affødt af kravet om ændringer og styrkelse af ledelsen her i 90'erne. Midtvejs i bogen redegøres for denne udvikling set i et længere perspektiv og som følgevirkning af politiske og økonomiske fordringer. Med talrige henvisninger til folkeskoleloven og dens intentioner om forandring sættes fokus på teamsamarbejde, først på lederplan, bagefter på lærersiden - for at vise, hvorledes det lader sig gøre at skabe fornyelse og forandring i en organisation som skolen. En eksemplarisk ledelse hævdes at være en nødvendig spydspids i udviklingen, og teorien udmøntes i mange henvisninger til, hvordan det gøres/kan gøres i praksis, bl.a. ses en grundigt gennembearbejdet plan for organisation med ledelsesteam. En afsmittende virkning udad i systemet til lærerteams og interaktionen mellem ledelse og undervisere er det andet store emne, der konkretiseres på lignende vis med eksempler. Bogen giver en overskuelig og redelig fremstilling og bør have sin plads på lærerbibioteket. Måske er dens målgruppe ledelsen, men det er lige så vigtigt for medarbejderne at kende mål og mening i ledelsesstrukturen.