"Dorsets bog er for enhver, der har kætterske sympatier, og som interesserer sig for livets spirituelle spørgsmål", lyder det bl.a. i bogens bagsidetekst. Det dækker bredt, og bogen skal nok formidle sig selv til denne gruppe.
Rolf Dorset er forfatter (Paradisbarnet, 2004) og kulturkritiker. Hans mission med lysnæring har 2 retninger. Dels vil han selv leve af "lys", hvilket vil sige at blive ernæret af noget ikke-fysisk. Dels vil han udfordre det naturvidenskabelige, materialistiske verdensbillede. Det sidste viser sig endnu vanskeligere end det første. Han gør eksperimentet 2 gange. Første gang klarer han 86 døgn uden mad, men også uden det forventede resultat, nemlig opretholdelse af normal vægt, energiniveau og frihed fra sult. Næste gang lidt kortere tid. Dog begge gange med meget længere overlevelse, end man ellers kunne forvente, samt en mærkbar fornemmelse af at blive ernæret fra noget andet (men altså ikke i fuldt omfang). Manden er meget ærlig omkring de mindre vellykkede dele af hans eksperiment, og der er kun grund til at tro på rigtigheden af hans erfaringer.
Eneste bog på dansk om lysnæring.
Hvis man overhovedet synes, emnet har gyldighed, vil man finde bogen endog meget interessant, velskrevet og ærlig som den er. I alternative kredse er der en vis interesse for lysnæring, og da der her for første gang findes en bogudgivelse, der går i dybden med emnet, er den en selvskreven anskaffelse i de fleste større biblioteker.