Liv og ledelse - med undertitlen "Lars Nørby Johansen set af Kathrine Lilleør" indicerer, at det er hendes vinkel, der foruden at tegne et portræt af virksomhedslederen, der fik gjort Falck til en succes, også formår at vise mennesket bag. Bogen vil have stor appel til alle, som interesserer sig for at høre en historie om en virksomhed, der lykkes, og som har rod i den danske folkesjæl.
Kathrine Lilleør kan den kunst at spørge og lytte, og hun kommer forbavsende tæt på Lars Nørby og formår at få ham til at åbne sig uden at udlevere sig selv. Hun taler med ham om, hvad der skaber den gode leder, og undervejs fortæller han den dramatiske historie om Falck, Group 4 Falck og G4S og om sine professionelle og personlige svigt undervejs. Bogen er en samtale mellem de to, og Kathrine Lilleør går ganske tæt på uden at være for privat. Som præst får hun givet samtalen en humanistisk vinkel, som man ikke forventer at finde i en historie om kæmpe vækst, karriere og virksomhedsledelse.
Forfatteren har tidligere beskæftiget sig med H.C. Andersen, eventyr, sin tro - og egne refleksioner over det at være præst og kvinde i Kvinde, hvorfor græder du : fortællinger fra mit liv, 2009.
Kathrine Lilleør formår at stille kloge og vedkommende spørgsmål til Lars Nørby Johansen, så vi ikke kun får den nøgterne historie om tørre tal og vækstkurver, men så vi også mærker mennesket bag. En anderledes bog om det personlige lederskab.