Til interesserede i kunstens og teatrets væsen. En kunstroman hvor to personer diskuterer scenekunstens væsen.
En samtalebog i lumsk forklædning. Sådan kunne man beskrive Ulf Peter Hallbergs bog, om og med den svenske skuespiller Erland Josephson, der bl.a. har været med i mange af Ingmar Bergmans film. Bogen beskrives som en kunstroman og udspiller sig i det fiktive "Teaterslottet" der dog på mange måder minder om Dramaten i Stockholm. Her mødes den berømte skuespiller Hr. Josephson med sin assistent Mister Test for at snakke om kunsten, skuespillere, teatrets væsen og livets mening. Her bevæger de sig rundt og møder nogle af stedets eksistenser, virkelige såvel som spøgelser. Sproget i bogen er elegant, men også på et meget højt niveau og forudsætter en vis indsigt i de skønne kunsters verden og termer. Selve romanens konstruktion er stiliseret og kæk, men også nogle gange lige lovlig kunstig. Romanen bygger på det venskab og de samtaler Erland Josephson og Ulf Peter Hallberg har haft siden 1990. Josephson døde tidligere på året af Parkinsons sygdom, og det har derfor været Hallberg der har færdiggjort bogen, men de kom begge på ideen med at lave denne mere utraditionelle samtalebog.
Kunne man lide Hallbergs Flanørens blik vil denne også falde i ens smag. Bogen kunne også minde om Iben Mondrups En to tre - Justine fra 2012, her er det blot kunstnere der udstilles og ikke skuespillere.
En stiliseret og kæk roman der ikke lefler for læseren, men til gengæld er yderst gennemført.