Skuespilleren Robert Reinholds debutstykke som dramatiker blev opført på Kaleidoskop i København 2004. Det er en meget vellykket debut med et tætvævet familedrama. Som før set er det en begravelse, der er omdrejningspunkt for begivenhederne, hvor situationen får hvirvlet op i det fortrængte og får skeletterne ud af skabene. Den døde er Rebecca, som har begået selvmord, omkring hende ses Hypokonderen, Bøssen, Sønnen og Faderen i skiftende konstellationer i de relativt korte scener, hvor glimt af familiens liv gennemspilles, ofte også med den levende Rebecca på scenen. Det er meget dygtigt gjort med disse afvekslende, afslørende scener, hvor Reinhold viser, at han kan skrive præcise og rammende replikker. Stykket er for så vidt klassisk i sin genre, det socialrealistiske teater, men det er også helt moderne i sin form med de korte, skiftende scener med fortid og nutid, der viser tingene i en slags mobile-form. Der er korte, præcise replikskift, der er længere replikker, hvor en historie foldes ud, og Faderen får en hel monolog-scene. Stykket placerer Reinhold flot i det felt af nye lovende dramatikere, som er kommet til igennem snart en del år, og som har gjort dansk dramatik så spændende som nogensinde.