Selv om det først og fremmest er en erhvervs-bog er Don Ø så stort et brand, at mange andre interesserer sig for ham. Læsere af hans selvbiografi fra 2002 kan her få et noget andet billede af manden.
Forfatterne er erhvervsjournalister, der de seneste år har arbejdet sammen på Berlingske tidende. Bogen er en kritisk biografi om erhvervsmanden Flemming Østergaard, baseret på grundig research og interviews med mange kilder tæt på manden, der dog ikke har ønsket selv at deltage. Det er historien om mange store succeser fra starten med kontormøbelfirmaet Kinnarps til han blev tvunget til at trække sig som formand for Parken Sports & Entertainments i foråret 2010. Men det er også historien om fatale fejlgreb, Don Ø hårdnakket har benægtet, men som - i hvert fald midlertidig - har ført til hans fald. Forfatterne afskriver ham dog ikke, og avisskriverier efter bogens færdiggørelse tyder da også på, at historien om Østergaard langt fra er afsluttet. Sproget er journalistisk, så alle kan være med, med kun enkelte svipsere med uforklarede fagtermer.
Denne fjerde bog om Østergaard, hvoraf han selv har skrevet de to, er den første, der forholder sig kritisk til hans forretningsmetoder.
Et kritisk, men spændende indblik i en del af dansk erhvervsliv med et af landets største egoer i centrum.