Det er 1980, og Susanne Hedegaard bliver sat på sit livs sværeste sag, da chefen for Forsvarets lyttepost på Bornholm bliver myrdet. For dem, der elsker krimier, 1980'erne og den kolde krig.
PET-efterforsker Susanne Hedegaard får sit livs sværeste sag, da chefen for Forsvarets lyttepost i Dueodde bliver myrdet ved forgiftning. Lytteposten bruges til at aflytte Rusland, Polen og Østtyskland, og kodeeksperterne Martin og Erna gør alt, hvad de kan, for at hjælpe - de mistænker nemlig en østeuropæisk spion for at stå bag mordet. Langsomt graver Susanne sig ned i sagen. Der er mange spor, næsten for mange, og Susanne føler næsten, at hun må famle sig frem i blinde. Vi følger også karakterernes privatliv, bl.a. står Susanne midt i en skilsmisse, en anden har religiøse problemer i familien og en tredje springer ud som lesbisk. Det er første krimi i en serie, der foregår i 1980'erne.
En spændende og meget gennemresearchet krimi. Man bliver taget tilbage til en tid, hvor skulderpuder var det helt store og øl og snaps var helt almindeligt til frokosten på arbejdspladsen. Beskrivelserne er gode, og man føler virkelig, at man bevæger sig rundt på 1980'ernes Bornholm. Man får et godt indblik i, hvordan det var at arbejde på lytteposten, der blev lukket i 2012. Plottet fungerer, og man kommer rundt om flere mistænkte.
Den ene af bogens forfattere har tidligere udgivet krimier, der også tapper ind i den kolde krig og Bornholm, bl.a. Brudzonen.