MacB og vennen Banksie er gode fodboldspillere, der kommer på førsteholdet. En spåkvinde ved et tivoli forudsiger, at de begge bliver anførere på holdet. Konflikten er begyndt og findes også i forhold til den aktuelle anfører, Duncan. Så banen er kridtet op til en barsk roman for især drenge om fodbold, men overordnet en bog om ambitioner og om kampen for at blive leder samt ikke mindst om de midler, der kan anvendes afhængig af moral og etik. Der er lidt mere magtkamp end fodbold i bogen, der også henvender sig til læsere af spændende bøger. Banksie er fortælleren og formidleren af synsvinklen på hændelserne, der i forhold til danske forhold måske er overdramatiseret noget. De dramatiske øjeblikke er meget dramatiske og de psykologiske reaktionsmønstre er på randen af psykiatrien, men det passer fint med, at bogen er en klar parallel til Shakespeare's Macbeth. Bogen beskrives på bagsiden som en fortolkning af skuespillet, og det er tydelig for den bevidste læser med bl.a. navneligheder og temaet med forræderi og hæderlighed samt temaet med kampen om lederskab, men det opdages nok af de færreste i målgruppen fra 12 år.