Machiavelli beskæftigede sig med politikkens mål og forholdet mellem politik og moral. Hans eftermæle er bl.a., at han var en kynisk forfatter, der gennem Fyrsten, 1513 retfærdiggjorde ondskabens politik. Men Jan Lindhardts bog viser, at indtil renæssancen ville ingen for alvor skille politik og etik ad, og at der med Machiavelli sker en ændring. I den nyskrevne indledning forholder Lindhardt sig til forholdet mellem politik, etik og religion. Han skriver, at Machiavelli bl.a. var moderne, fordi han benyttede sig af en videnskabelig metode. Han tog sit udgangspunkt i, hvad han så og oplevede i verden uden at tage moralsk stilling til det, han så. Dermed kan man sige, at Machiavelli ikke retfærdiggjorde ondskaben som politisk redskab, men nøjedes med at iagttage, og hans analyser lod sig ikke umiddelbart afvise. Bogens uændrede hovedtekst fra 1969 har bevaret sin friskhed, og den er stadig et fascinerende billede og en velskrevet tolkning af Machiavellis tankeverden. Det nye er forordet og den opdaterede litteraturliste, der også ajourfører debatten om Machiavelli og hans værker. Machiavellis hovedværk Fyrsten, er stadig aktuelt; det er udkommet på dansk i 2005 og 2006 og læst sammen med nærværende bog får man en glimrende indførelse i hans tanker om og analyser af statsmandskunst og magtudøvelse.