Når et barn bliver ramt af en spiseforstyrrelse, rammer sygdommen hele familien. I denne bog møder læseren familier, der deltager i gruppesamtaler på Videgården, den børnepsykiatriske kliniks afsnit for spiseforstyrrelser i Linkøping. Familierne er altså svenske, men kunne lige så godt være danske. Bogen består af et kort faktaafsnit om de mest almindelige spiseforstyrrelser, anoreksi og bulimi. De medvirkende familier bliver kort præsenteret. Derefter kommer kapitler om de forskellige aspekter af at leve med spiseforstyrrelser med udgangspunkt i familiernes egne beretninger. Det drejer sig om, hvordan sygdommen påvirker forældrenes indbyrdes forhold, hvordan søskende bliver overset, hvordan både forældre og søskende oplever skyldfølelse, om hvordan økonomien påvirkes, ja om hvordan sygdommen helt styrer familiens hverdag. Sidst i bogen en god litteraturliste med henvisning til danske bogtitler, en enkelt film og relevante internetadresser. Der er også adresser på et par relevante organisationer. Det er en letlæselig og engageret fremstilling, der på gribende vis beskriver hverdagen hos de hårdt ramte familier. En virkelig god bog for pårørende til børn og unge med spiseforstyrrelser. Der er mange bøger om spiseforstyrrelser, men ikke nogen, der så specifikt henvender sig til de pårørende.