Maigret i Holland : kriminalroman

Simenon har stadig sine læsere - især nok blandt de ældre lånere, men nostalgikere kan stå på her.

Belgiske Simenon var uhyre produktiv, og her kommer bind 4, 5 og 12 i forlagets genudgivelse. De to første er fra 1931, den sidste fra 1932. Kommissær Jules Maigret er franskmand om en hals, og i Maigret i Holland har han sproglige problemer, da han skal til Holland, hvor en fransk professor er anklaget for at have skudt en lærer. Maigret og den døde kaptajn foregår i Bretagne, hvor en ung telegrafist er mistænkt for at have kvalt sin kaptajn, men hans gamle lærer, som var Maigrets ungdomsven, vil gerne have bevist hans uskyld. I Maigret og den gale fra Bergerac bliver kommissæren skudt i skulderen at en kvindemorder. Alle bøgerne oser af mellemkrigsstemning og hygge, og opklaringen er lige dele intuition og sund fornuft, så det er for stemningen og ikke for spændingen, man skal læse dem. Sproget er lettere revideret.

Agathe Christie, Maria Lang og Dorothy Sayers falder lige for, men jeg har lige læst sidstnævnte, og krimimæssigt er det en klasse over.

Tre krimier, der især lever af stemningen af et relativt sorgløst fransk liv, hvor man da lige kan opklare en forbrydelse eller to undervejs.

Read the full assessment

Som titlen antyder er Maigret kommet lidt uden for sin sædvanlige omgangskreds under opklaringen af denne sag om mordet på en hollandsk sømandsskolelærer. Borte er milieuet fra Paris med dets småkriminelle, alfonser og ægte forbrydere, borte er kommissærens kendte kontor i Palais de Justice, borte er hele hans officielle kompetance. Alligevel formår han at dominere mordsagens opklaring ganske. Han bevæger sig omkring i den lille hollandske by og indsuger dens atmosfære af småborgerlighed, moralsk intolerance, klasseforskellens enorme betydning, han afslører de implicerede, skønt han ofte ikke forstår et ord af deres sprog, kort sagt han opklarer sagen med sin sædvanlige sikkerhed. Det er en virkelig triumf i hans karriere. Han har alle odds mod sig, sprog, milieu, menneskene, selv politiet på stedet er uvilligt til at finde den rette løsning af frygt for at støde tingenes orden ved at afsløre en forbrydelse blandt medlemmer af »the establishment«. Slutscenen, hvor bevisernefremlægges og sammenkædes med streng logik så en endog særdeles snedig morder fanges i nettet, er virkelig glimrende. Som helhed må det betegnes som en af Simenons bedste ting, en uundgåelig anskaffelse for bibliotekerne.

Read the full assessment