"her er så roligt/ alle ordspillene/ er gået hjem/ til deres kaserne" hedder det i et af digtene i Morti Vizkis nye samling. Formuleringen karakteriserer på mange måder samlingen som helhed, hvor en mere mørk og reflekterende tone har afløst den ækvilibristiske leg med ord og billeder som tidligere har været dominerende. Nu skal man ikke af den grund forvente at finde håndfaste meninger og følsomme bekendelser, for der er også i disse nye digte "mange boliger", forstået på den måde at MV dyrker flertydigheden, eksperimenterer med synsvinkler, roller og identiteter der hele tiden skifter, endda inden for rammerne af den enkelte tekst. Læst på et meget overordnet plan forholder digtene sig til store eksistentielle temaer som kærlighed og identitet, men der er i digtene meget få referencer til en genkendelig virkelighed og mange af dem lukker sig hermetisk omkring deres egne hemmeligheder og uudgrundelige billeder. MV lægger mange spor ud i sine tekster, men han giver for sjældent læseren en nøgle til at forstå eller fortolke dem.