Primært for studerende der er på jagt efter effektive metoder til at huske pensum i eksamenssituationen.
Den norske forfatter udgav sidste år Memo : den nemme vej til bedre hukommelse, hvor han gennemgik sin meget specielle husketeknik. Udgangspunktet er en ruteplan, et sted der er velkendt og lagret i langtidshukommelsen. Her "placeres" de ting, der skal huskes på steder på ruten. Teknikken er lidt svær at gennemskue, men efter de eksempler fra den virkelige verden, han refererer til samt et indslag på DR1 i august sidste år (se klip på DR's hjemmeside), så er det en særdeles effektiv teknik, hvor man kan huske kollosalt mange talrækker, genstande, årstal, nøglepersoner osv. I denne fortsættelse sætter han teknikken ind i eksamenssituationer. Han gennemgår hvordan den kan anvendes i sprogfag, historie, geografi, anatomi, naturfag, køreprøven, jura og mange andre sammenhænge. Selvom man siger, at eksamen lægger vægt på forståelsen af faget, påstår OB ud fra sine erfaringer, at eksamensresultater alligevel i praksis er afhængig af en god hukommelse. Bogen er i et lidt snakkende causerende sprog, hvor forfatteren adresserer sin læser direkte.
Der er mange gentagelser fra forfatterens egen Memo, 2007, ellers ligger Buzans Brug hjernen bedre, 3. udg. 2005 inden for samme kategori.
En pudsig bog, der nok skal få sine tilhængere blandt unge og gamle, der synes det er interessant at optræne hjernen til at huske bedre. Den hurtige vej til en god eksamen, påstås det.