Books / fiction for children / roman

Mikkel Ravn i den døde by


Description


Mange folk er døde af den sorte død - pesten. Mikkel og hans venner rejser gennem et øde og sygdomshærget Jylland og møder her Anna og hendes bror Esben. Ikke kun døden, men også landevejsrøvere ligger på lur efter de rejsende.

Reviews (2)


The libraries' assessment

d. 5. Apr. 2000

By

By

Else Kristensen (skole)

d. 5. Apr. 2000

I forbindelse med middelalderåret 1999 er der udkommet et pænt antal nye bøger henvendt til børn og unge om denne spændende periode i historien. Alligevel skal denne genudgivelse af Robert Fiskers hovedværk – bøgerne om Mikkel Ravn – hilses velkommen. Bind 3 Mikkel Ravn på Hærvejen er en beretning om Mikkels og Bette Ibs farlige rejse ned gennem efterkrigstidens Jylland med en studeflok. I bind 4 Mikkel Ravn i den døde by er Mikkel og Ib igen på farten. De har været i Lybæk med en flok stude og er på vej hjem til Nordjylland. Den sorte død hærger, og hele landsbyer er lagt øde. Mikkel er en overlever, og i 5. og sidste bind Mikkel Ravn ved Skanderborg har han giftet sig og er blevet far. Han får som opgave at bringe en besked til Skanderborg, hvor han er så uheldig at blive rodet ind i belejringen af byen. Han flygter. Bliver hårdt såret, men reddes af munkene i Øm. Bøgerne rummer elementær spænding, men man er ikke i tvivl om, at alt ender godt. De mange dialoger er med til at gøre bøgerne letlæselige, og de fine sort/hvide tegninger fortæller deres egen historie. Kan læses fra 4. klasse og være et udmærket supplement til historieundervisningen.


The libraries' assessment

d. 5. Apr. 2000

By

By

Per Drustrup Larsen

d. 5. Apr. 2000

Med genudgivelsen af de sidste 3 bind i serien om Mikkel Ravn er denne del af den historiske formidling af den danske middelalder sikret for kommende generationer af børn. Det er godt, for det er stadig en god oplevelse for børn i alle aldre fra selvlæsning i 10-årsalderen og oplæsning for de yngre at følge Mikkels liv og oplevelser. I bind 3 driver Mikkel og vennerne en flok stude ned gennem Jylland til Lübeck og kæmper undervejs mod røverbander af grev Gerts lejesoldater, der er blevet i Danmark efter krigen. I bind 4 oplever Mikkel og hans følge pestens hærgen i Danmark på deres rejse hjem til Thy og han møder her pigen Anna og hendes bror Esben. I sidste bind gifter Anna og Mikkel sig, og det endelige opgør sker med skurkene, vi har fulgt gennem næsten alle bind. Anna anklages for at være en heks, og Mikkel indblandes i jyske stormænds oprør mod Kong Valdemar, men alle problemer løser sig. De historiske fakta er hele tiden grundlaget for bøgerne, men formidlingen sker gennem bøgernes personer i en spændingsmættet handling, der også vil gribe børn i dag. Serien er en klassiker inden for dansk børnelitteratur og et mesterværk, som bør læses bredt.