Til piger, især hestepiger, fra 10 år der kan lide at læse en underholdende bog. Hestebøger behøver ikke megen formidling, denne er ingen undtagelse.
Forfatterinden har skrevet flere børnebøger senest serien Firkløveret, der også handler om piger og heste. Bogen om Mille er tredje del af en serie. Der er gået et år siden Mille måtte flytte fra Sjælland til Fyn pga. forældrenes skilsmisse. I den tid er hun blevet hesteejer, har fundet en god veninde, hun har fået fritidsjob på stutteriet, og hvem ved måske også en kæreste? Men hestene fylder mest i Milles liv, og en intuitiv fornemmelse for dyr giver hende flotte resultater med ponyen Stjerne og hjælper hende i arbejdet med stutteriets heste. Da en hund i nød krydser hendes vej, hjælper hun også den. Mennesker derimod kan være sværere at forstå, og der kommer en kurre på tråden mellem Mille og bedsteveninden Cille. Det er en velskrevet pigebog, sproget flyder let, og handlingen er tilpas spændende til at fastholde interessen. Første bog om Mille udkom i 2003, den lange udgivelsestid gør det lidt svært at fastholde fornemmelsen af en serie, det samme gør de ret forskellige omslagsillustrationer, denne gang er forsiden mere moderne end tidligere. Fortællingen hænger dog fint sammen.
I årenes løb er der udkommet mange hestebøger, genren er populær og vel nærmest udødelig.
En traditionel hestebog, der minder om lidt ældre pigebøger, den er velskrevet, og historien om pigen med det særlige talent for at omgås dyr er god.