Sundancevinder og Oscarnomineret dokumentarfilm, der følger tre drenge ved overgangen til voksenlivet. De skater og fester i Rockford, Illinois, en by med stor arbejdsløshed og kriminalitet. For folk med interesse for samfundsforhold i USA.
Bing (asiat og filmens instruktør), Zack (hvid) og Keire (afroamerikaner) er venner og bor i Rockford. De har det ikke for let. De er alle vokset op i ustabile, voldelige hjem, men fordriver i starten af filmen tiden sammen med at skate og feste. Zack bliver tidligt far og kæmper med for stort alkoholforbrug og forholdet til sin unge kæreste og sin søn. Keire, der med alderen vælger side til fordel for familien ("den bliver der, vennerne forsvinder") kæmper sig via job som opvasker til tjener og bliver rollemodel for unge skatere. Bing forsoner sig med sin mor og fører hende op ad kirkegulvet til en ny mand. Filmens mest rørende scene er til slut, hvor Bing fortæller Keire, at han har lavet filmen, fordi han så sig selv i Keires historie. Filmen er optaget over fire år.
Dogmefilmet dokumentar. Beskrivelse af livet for lavere socialt stillede i USA. Den kan ses som en politisk film, men uden hverken politiske statements eller kommentarer fra politikere. Den kan også ses som en film om den svære overgang fra den uforpligtende ungdom til voksenlivets ansvar.
Kan sammenlignes med Boyhood, som - selvom det er en spillefilm - også følger en drengs opvækst.