Ti stykker ambitiøs og fortættet kortprosa udgør det syvende opus i HOJ's højst varierede produktion siden debuten med romanen Tårnet i 1989. Jørgensen vælger ikke de lette veje, og han præsterer i sin stadige afprøvning af forskellige litterære former her nogle tekster, der fremtræder minimalistiske med de gennemgående figurer reduceret til arketyperne "Drengen", "Kvinden", "Manden" og "Nåden". Dette gælder såvel formen som det handlingsindhold, der kun skitseres i koncentrerede sætninger tæt på lyrikformen i og på tværs af af de enkelte "historier". Med titler som "Døden", "Høst", "Tarmen" og "Haren" genkendes Jørgensen således på den særegne og kontrastrige sammensætning af jordnære dagligdags udfoldelser og universelle overvejelser, der kan give den læser, der interesserer sig for ny prosa og lyrik anledning til både eftertanke og træk på smilebåndet.