Med denne 16. bog om dværgdedektiven Jack Stump beviser Henrik Einspor, at serien er still going strong. Den udgives stadig i Dingo. Blå, og denne er med to prikker, dvs. at målgruppen er 4.-5. klassetrin (ca. 10 år). Men den virkelige læsergruppe er bredere både nedad og opad i alder. Den store skare af trofaste læsere vil have svært ved at nøjes med, at vi blot indkøber et enkelt eksemplar til biblioteket. Bogen vil ikke komme til at stå på hylden overhovedet. Og det er ikke så mærkeligt, for også denne bog - som de 15 foregående - er fyldt med humor, gys, vanvittige indfald, skørt plot m.m.m., som oven i købet er skrevet i et yderst læseværdigt sprog. Noget kendetegnende for Stump-bøgernes konstruktion og sprog er direkte læserhenvendelser, skøre og vanvittige hændelser, fortællerkommentarer og tråde til andre bøger i serien. Desuden er illustrationerne underbyggende for teksten og til tider meddigtende. Der er lavvande i kassen på bureauet, så Dick og Jack får arbejde som nattevagter på byens naturhistoriske museum. På museet er - imellem alle de udstoppede dyr - også et "dino-æg", som under et forrygende tordenvejr går i stykker. Ud kommer en flyveøgle, som formår at volde al den ulykke, der tænkes kan! Hvad udslettede dinosaurerne? En meteor! Sådan en er der på museet, og Jack og Dick får den "aktiveret", så øglen bliver mast. Skørt, voldsomt og skægt.