"På »Olympia« dyrkes en mørktonet elektropop, der ligger niveauer over de fleste andre i genren. Ikke mindst i kraft af omkvædene, som løfter snart sagt alle sangene himmelhøjt. Ja, sjældent er et album åbnet mere overbevisende end her, hvor de første seks (seks!) sange er brillante. Som åbneren, »What We Done?«, der indledes med en mørk svirren, hvorefter Stelmanis melder sig med sin sårbare, men stærke stemme, der kun langsomt nærmer sig sit klimaks, som så til gengæld forløser sangen og sangeren fuldt ud".